Årsrapport 2008

12-03-2009

Schouw & Co. har i dag offentliggjort årsrapporten for 2008.

Hovedpunkter:

  • Schouw & Co. koncernen forøgede den konsoliderede omsætning med 20,5% til 9.821,2 mio. kr. Væksten stammer primært fra de tilkøbte aktiviteter fra Provimi Aqua, men der er også tocifret organisk vækstrate i det øvrige BioMar samt i Grene.
  • Resultatet af primær drift før nedskrivning af goodwill blev 337,6 mio. kr. mod 438,8 mio. kr. i 2007. Tilbagegangen er væsentligst foranlediget af Martin og BioMar, mens Fibertex og Grene har haft fremgang.
  • Koncernens drift har samlet set levet op til de senest udmeldte forventninger, men Schouw & Co. har valgt at nedskrive goodwill vedrørende Martin med 213,1 mio. kr.
  • Resultatet før skat i 2008 er påvirket negativt med 871,5 mio. kr. fra beholdningen af aktier i Vestas. I 2007 var påvirkningen herfra positiv med 1.466,8 mio. kr. Resultat før skat blev således et underskud på 865,2 mio. kr. mod et overskud på 1.766,1 mio. kr. i 2007.
  • Opgjort uden påvirkninger fra beholdningen af aktier i Vestas og nedskrivning af goodwill udgjorde resultatet før skat 219,4 mio. kr. mod 299,3 mio. kr. i 2007.
  • Stor omsætningsfremgang i BioMar. Resultat før skat på 33,4 mio. kr. er påvirket af regnskabsmæssige nedskrivninger på 57,5 mio. kr. fra lukning af to fabrikker som led i et effektiviseringsprogram.
  • Uændret omsætning i Fibertex, men fremgang i resultat før skat på 55,3 mio. kr. til 60,4 mio. kr.
  • Organisk omsætningsvækst i Grene på 11% og tilfredsstillende resultat på 128,4 mio. kr. væsentligst fra Hydra-Grene.
  • Udfordrende fjerde kvartal i Martin og utilfredsstillende resultat før skat på 5,2 mio. kr.
  • Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at der udbetales et uændret udbytte på 3 kr. pr. aktie.
  • Bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen, at selskabets aktiekapital nedsættes med nom. 25 mio. kr. ved annullering af 2,5 mio. aktier fra selskabets beholdning af egne aktier.
  • Schouw & Co. forventer i 2009 at realisere en omsætning på godt 9 mia. kr. med et resultat før skat i intervallet 50-150 mio. kr. opgjort uden påvirkninger fra beholdningen af aktier i Vestas. De udmeldte forventninger er grundet den aktuelle globale finansielle uro behæftet med væsentlig større usikkerhed end normalt.

Årsrapporten kan i sin helhed downloades fra siden med regnskaber på Schouw & Co.'s hjemmeside. Direkte link til årsrapporten.

Schouw & Co. præsenterer årsrapporten via internettet og afholder telefonkonference for analytikere, medier m.fl.

TORSDAG DEN 12. MARTS KL. 11.00

Præsentationen kan følges over internettet. Link til præsentationen kan findes på Schouw & Co.'s hjemmeside www.schouw.dk, hvor præsentationen også efterfølgende kan findes.

Deltagere i telefonkonferencen bedes benytte telefon +45 32 71 47 67.

Klik på billedet for at forstørre