Grene deles for at skabe fokus

06-05-2009
Den Skjern-baserede handels- og produktionsvirksomhed Grene tager nu skridtet fuld ud og splitter sine divisioner op til selvstændige juridiske enheder. Delingen sker for at sikre fokus på de enkelte områder og skærpe mulighederne for at skabe vækst.

Den hidtidige Grene-virksomhed, der er 100 procent ejet af industrikoncernen Schouw & Co., deler sig nu i to selvstændige juridiske enheder: Grene, der er leverandør af reservedele og tilbehør til landbruget og industrien, og Hydra-Grene, der producerer og leverer hydraulik og relaterede serviceydelser til industrien.

Delingen er en naturlig konsekvens af en udvikling, som begyndte helt tilbage i midten af 70’erne, hvor aktiviteterne på hydraulikområdet blev udskilt i et seperat datterselskab. Siden har Hydra-Grene bevæget sig fra udelukkende at være en handelsvirksomhed over mod produktion, udvikling og rådgivning. Det øvrige Grene er vokset til en internationaliseret handelsvirksomhed med salg af produkter til såvel landbrug som industri.

”Hydraulik-divisionen har nu en størrelse og omsætning samt ikke mindst en profil, som berettiger til, at virksomheden bliver præsenteret mere selvstændigt”, siger formanden for Grenes bestyrelse og adm. direktør for Schouw & Co. Jens Bjerg Sørensen.

Opdelingen skal være med til at sikre fokus på de to efterhånden meget forskelligartede områder og synliggøre værdiskabelsen.

”Indadtil er der ikke tale om de store ændringer, da divisionerne allerede opererer meget selvstændigt, men udadtil vil vi med etableringen af to selvstændige virksomheder få meget lettere ved at kommunikere, hvad den enkelte virksomhed står for, og hvor netop denne virksomheds kompetencer ligger. Vi får løftet værdierne frem og får mulighed for at dyrke det specielle fokus, vi har i de to ben,” siger Jens Bjerg Sørensen. Han understreger, at opdelingen i to selvstændige juridiske enheder sikrer topledelseskraft tæt på forretningerne:

”Målsætningen med opdelingen er at udnytte specialiseringen, vækstmulighederne og indtjeningspotentialet i begge de to spændende, men meget forskellige virksomheder, så optimalt som muligt ,” siger Jens Bjerg Sørensen.

Carsten Thygensen, der hidtil har været overordnet ansvarlig for handelsaktiviteterne fortsætter som adm. direktør for det nye Grene, mens Erik Lodberg, der har været overordnet ansvarlig for hydraulik-delen er administrende direktør for Hydra-Grene. Jens Bjerg Sørensen bliver formand for bestyrelsen i begge selskaber. Schouw & Co. vil fortsat være helejer af de to virksomheder.

Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Carsten Thygesen, Grene (agro/industri), dir. 96 80 84 01,
adm. direktør Erik Lodberg, Hydra-Grene, dir. 97 35 05 99 eller
adm. direktør Jens Bjerg Sørensen, Schouw & Co., tlf. 86 11 22 22

Fakta om Grene
Grene er en handelsvirksomhed, som med over 100.000 varenumre er den førende leverandør af reservedele og tilbehør til landbrugssektoren og en af de førende leverandører af tekniske artikler, el-produkter og serviceydelser til industrien. Handelsvirksomhedens primære markeder er Danmark, Polen, Norge, Sverige, Finland, Baltikum, Tjekkiet og Rusland. I 2008 omsatte Grene (agro/industri) for knap 1,3 mia. kr. og beskæftigede godt 900 medarbejdere.

Fakta om Hydra-Grene
Hydra-Grene har specialiseret sig i dels at levere, udvikle og producere hydrauliske komponenter, samlede løsninger og systemer, slanger, fittings m. m., dels at rådgive i hydraulik og kundeløsninger. Virksomheden har en stærk position som leverandør af komplette løsninger til store kunder, bl.a. inden for vindmølleindustrien. I 2008 omsatte Hydra-Grene for godt 500 mio. kr. og beskæftigede knap 200 medarbejdere.

 

 

Klik på billedet for at forstørre