Værdiskabelse
”Vi udvikler førende danske industrivirksomheder gennem værdiskabende, aktivt og langsigtet ejerskab.”
Sætningen er central i Schouw & Co. De langsigtede og aktive investeringer er omdrejningspunktet i strategien og differentierer Schouw & Co. fra eksempelvis kapitalfonde. »Andre investeringsvirksomheder har ofte en kortere tidshorisont, men vi tænker altid langsigtet,« forklarer administrerende direktør Jens Bjerg Sørensen.
»Når vi køber en virksomhed, så køber vi den for at eje den på ubestemt tid. Vi har en ”bedste ejer”-filosofi, og vi er den bedste ejer af en virksomhed så længe, der ikke er andre, der er bedre til at skabe værdi end os.«
Jens Bjerg Sørensen erkender, at der kan være mange gode elementer i en investering med en på forhånd fastlangt tidshorisont på eksempelvis 5-7 år. »Men der kan også være negative elementer,« forklarer direktøren. »I slutningen af perioden kan der blive forskel på tidshorisonten for ejerne og ledelsen. Ejerne vil gerne sælge inden for en kort horisont, men ledelsens og medarbejdernes udviklingsplaner kigger måske 10 år frem. Derfor er der i Schouw & Co. ikke en forud fastlagt plan for, hvornår vi skal ud af en virksomhed igen.«
Schouw & Co. arbejder i hele ejerperioden på at fremtidssikre virksomhedernes position, og fokuserer ikke blot vores indsatsen i de første par år. »Kombineret med et konstant og solidt fokus på den løbende drift, mener vi, at det er den mest optimale måde at eje en virksomhed på,« uddyber Jens Bjerg Sørensen.
»For at sikre den bedste langsigtede værdiskabelse for vores aktionærer, skal vi have en sund og fornuftig forretningsmodel, både i forhold til medarbejdere og til kunder og leverandører. Det er en løbende opgave at skabe værdi for aktionærerne og sikre, at vi også på den lange bane har en forretning, der kan udvikle sig.«
Schouw & Co. ejer og driver virksomheder inden for vidt forskellige brancher, der ikke nødvendigvis har nogen sammenhæng. »Det er et valg, der blev truffet for over 20 år siden, da vi solgte halvdelen af vores emballageaktiviteter og købte Grene,« forklarer Jens Bjerg Sørensen. I løbet af de seneste 20 år har Schouw & Co. vokset sig større og stærkere, og omsætningen nåede i 2008 næsten 10 mia. kr. Det er næsten en tredobling på 5 år.
»Væksten er kommet gennem vores aktive ejerskabsform, hvor vi har støttet virksomhederne både finansielt og strategisk i deres udviklingsplaner. Som verden ser ud lige nu, ændrer vi fokus fra at have markante vækstambitioner, og går i stedet benhårdt efter at forbedre lønsomheden i virksomhederne,« siger Jens Bjerg Sørensen.
En af grundpillerne i at skabe værdi er at sikre, at koncernen har den nødvendige økonomiske handlefrihed. »Vi er heldigvis i en situation, hvor det er os selv, og ikke bankerne, der styrer Schouw & Co.,« siger Jens Bjerg Sørensen, og fortsætter: »For at bevare den økonomiske handlefrihed sætter vi i det kommende år ekstra hårdt ind på at skabe et betydeligt bedre cash flow i virksomhederne. Vi har som klart mål, at vi i 2009 skal nedbringe vores gæld med 10%, og vi skal mindske bindingen i arbejdskapital med et trecifret millionbeløb.«
Schouw & Co. står for en række gode værdier som respekt, troværdighed og engagement gennem den kultur, der er i virksomheden. Da Schouw & Co. ejer virksomheder inden for vidt forskellige brancher, er der helt naturligt forskellige kulturer i virksomhederne. Det er en af styrkerne ved konglomeratet, hvor de enkelte virksomhedskulturer tilpasses den værdikæde og det miljø, virksomhederne opererer i. »Vi har ingen ambition om, at virksomhederne skal være ens. De skal hver især være stærke og fokuserede inden for det område, de beskæftiger sig med,« forklarer Jens Bjerg Sørensen.
Der findes dog et bærende element i alle virksomhederne. Begrebet ”resultater skabes gennem mennesker” har kendetegnet Schouw & Co. helt fra begyndelsen. Det handler om respekten for andre mennesker, at tage hensyn til andre, men også stadigvæk at stille krav. »For uanset hvor meget kapital vi tilfører en virksomhed, så er det i sidste ende medarbejderne, der er nøglen til succes,« siger Jens Bjerg Sørensen.


I Schouw & Co. opereres der overordnet med fire væsentlige elementer som grundlag for at skabe værdi.
Diversificeret portefølje. Vi sammensætter og ejer en række førende danske industrivirksomheder, der opererer i forskellige brancher og betjener forskellige kundesegmenter. Virksomhederne er alle førende inden for deres forretningsområde, og yderst fokuserede på deres kerneforretning.
Professionel dialog. Vi giver aktionærer og marked tidssvarende og detaljeret information, således at det altid er muligt at vurdere koncernens reelle værdier.
Økonomisk handlefrihed. Vi vil bevare vores økonomiske handlefrihed for ikke at blive begrænset i at kunne agere hurtigt, hvis det kræves. Vi optimerer vores kapitalstruktur, men ønsker altid en forsvarlig soliditet.
Aktivt og udviklende ejerskab. Vi udøver aktivt ejerskab i de virksomheder, vi ejer. Vi sikrer fokus på lønsom vækst, effektiv anvendelse af kapitalen og fremtidssikring af virksomhedernes strategiske platform.




